Copyright for tekst og billeder, hvor intet andet står: Lene Byfoged.
Jeg manglede et tæppe, til en af stuerne i det dukkehus, som jeg er i færd med at indrette og syntes et kludetæppe ville være fint der til.
Det første kludetæppe jeg syede, farverne er så smukke, syntes jeg.
Jeg har før broderet et par kludetæpper, så det ville jeg gøre igen. Så jeg fandt nogle stofrester fra tidligere broderiprojekter og købte broderegarn. Åh, hvilken fryd da jeg så alle de nye spændende broderegarner i forskellige farvesammensætninger. Det var svært at vælge, men valgte i første omgang garn til et enkelt tæppe. Det blev så fint og jeg måtte lave nogle flere i andre farvesammensætninger.
På billederne nedenunder, er de kludetæpper jeg efterfølgende lavede.
Jeg har fundet et billede på nettet, hvor alle farvesammemsætningerne er samlet. Det er så svært at vælge, de er alle smukke hver for sig.
Alle farverne. Billedet er fundet på nettet.
Det er ret nemt, at lave et kludetæppe. En rest Aida eller andet stof, der er nemt at brodere på, i den størrelse tæppet skal have, samt ca 1 cm kant på alle 4 sider. Et dukke broderegarn og et stykke strygevliseline.
Så er det bare at brodere derudaf. Når det er færdigt, presses de lange sider ind og stryges. Derefter stryges et stykke strygevliseline, der passer i størrelsen på.
Derefter klippes de inderste hjørner af.
Med en nål trækkes tråde ud, så der dannes frynser. Vliselinen holder på frynserne, så de ikke går mere op.
Her ligger kludetæppet på sin plads og det passer så fint.
God fornøjelse til dem, der har fået lyst til, at brodere et eller flere kludetæpper.
Som man kan læse i indlægget At stykke en dukke sammen, havde jeg et china hoved i overskud og jeg fik lyst til at lave en dukke i fanødragt. Den har været nogle år undervejs. Både fordi andre projekter kom i vejen, men også fordi, det har været lidt svært, at finde de rigtig ting til dragten.
Som det ses, ikke det perfekte hoved til en fanøpige, men sød er hun.
Jeg fik købt glaserede arme og ben, syet en krop og brugt det hoved, jeg havde købt i USA. Hovedet er fra det tyske firma Dressel, Kister & Co.
i dag kan man jo finde alt, hvad man skal bruge af oplysninger på nettet og hjemmesiden www.mitfanoe.dk, var til en stor hjælp. Her fandt jeg alle de oplysninger jeg havde brug for til, at komme i gang med dragten.
Et gammelt postkort fra Fanø.
Da jeg gerne ville have dragten så tæt på den oprindelige, som muligt, fik jeg en ravsliber i Nordjylland, til at lave 12 fine ravknapper på 0,5 cm i omkreds. De er simpelthen så smukke. Tørklæderne havde jeg problemer med, det var svært, at finde det rigtige stof. Men efter lang tids research, fandt jeg en pakke med tolv herrelommetørklæder i fire forskellige farvesammensætninger i en pakke via Ebay.de, hos en konfektionsfabrik i Skotland.
Det inderste skørt.
Det yderste skørt er grønt.
Det smukke bæltespænde, er to antikke sølvknapper, der er lavet til en broche. Den fandt jeg på Facebook. Strømperne er syet af et par sorte Sloggitrusser, stof og bånd er købt eller var noget, jeg havde liggende. Så nu mangler jeg blot at finde, et par træsko jeg kan male sorte og sætte et “sølvspænde” på.
Bæltespændet ses her.
De smukke ravknapper fra ravsliberen i Nordjylland.
Så jeg kom vidt omkring i mine søgninger, for at få dragten så original, som muligt. Men det er altid spændende at reaserche og man bliver altid lidt klogere.
Jeg er ikke tilfreds med tørklædet, men jeg var ikke opmærksom på, at det ikke var så smart, at vælge et hoved, med så fyldig en frisure. Jeg har heldigvis en anden antik chinadukke i fanødragt, med fyldig frisure og her sidder tørklædet heller ikke perfekt, så det trøster jeg mig med.
Den anden fanødukke med fyldigt hår.
Jeg håber I syntes min fanødukke trods alt, er blevet rimelig fin.
Jeg er i gang, med den store oprydning, i alle mine ting og sager. Det er utroligt, hvad man får samlet gennem tiden. Jeg er nået til sytingene og faldt over denne sydims, jeg kender ikke det rigtige navn. Den stod bare og samlede støv, men jeg nænnede ikke rigtigt, at smide den ud.
Den kedelige og støvede sydims.
I mit skab med nipsenåle, havde jeg en lille samling Pjerrot halvdukker, som jeg holder meget af, men de kom ikke rigtigt til deres ret, sammen alle de andre i skabet. Jeg havde på Pinterest set, samme sydims med blonder på trådspolerne og startede ud med denne ide. Jeg syntes, det blev lidt kedeligt, at se på og pludselig kom ideen, at prøve at sætte en af Pjerroterne på. Det blev så fint og med alle fire på, syntes jeg nu, at den er så sød og sjov. Og mine Pjerroter er nu fremme og bliver beundret, som de bør.
Det fine orange fløjlsbånd, er klippet af et bælte som jeg fik for mange år siden, af min venindes mor. Hun var født i 1918 og fortalte, at det var fra hendes ungdom. Så dejligt, at tingene bliver brugt.
På den sidder også en fin lille sysaks, jeg købte i Paris for mange år siden og min farmors fingerbøl.
Så nu er sydimsen kommet til værdighed og er fyldt med minder.
Den færdige sydims. Virkelig en forandring til det bedre.
Julen nærmer sig og alle har travlt. Ind imellem alle juleforberedelserne, har jeg hygget mig gevaldigt, med at lave denne lille julebod.
Tekst: Lene Byfoged.
Foto, hvor intet andet er angivet: Torben Byfoged.
På legetøjsforeningen Snurretoppens årlige auktion, var jeg så heldig, at vinde auktionen, over denne skønne bod.
Jeg blev straks forelsket i den, og glad var jeg, da jeg drog hjem med den. I tankerne, var jeg allerede videre med ideen, om et Snehus, efter inspiration, fra de smukke antikke tyske Snehuse. Se eksempel på et sådan, på nedenstående billede. Jeg var faktisk allerede i gang, med at finde ud af, hvor man kunne købe de smukke vat istapper, på min telefon, på vej hjem i bilen..
Billedet er fundet på Pinterest.
Mine tanker var, at min Christkindl (som jeg har skrevet om tidligere, læs eventuelt via linket) og min lille, søde Snepige på nedenstående billede, skulle være i det. På den ene eller anden måde.
Men der var nogen, der ville det anderledes. Et par dukker, stirrede indtrængende på mig, de mente bestemt, det var dem, der skulle være omdrejningspunktet i boden. Men de er da også dejlige. Drengen købte jeg for mange år siden, på loppemarkedet i Forum. Den lille julepige er købt i Legetøjsforeningen Snurretoppen.
Hm, jeg måtte tænke i andre baner, så jeg begyndte, at fjerne alt fra boden. Der var fine ting i den, men heldigvis har de alle fundet pladser, andre steder.
Så stod det der, helt rippet og så gik jeg i gang med at finde ting, der kunne sælges i den lille julebod. I knap 40 år, indtil coronaen kom, har vi hvert år, været på julemarkeder, forskellige steder i Tyskland. Så jeg havde en rimelig god ide om, hvilke varer der skulle sælges. Men alligevel levede, det sit helt eget liv. Jeg gik i gemmerne og på jagt i dukkestuerne, hvor jeg fandt en del, men måtte også købe lidt.
Hos Miniseum, købte jeg lidt Erzegebirge, for hvad er en tysk julebod uden, netop disse ting. Stearinlys og julekugler blev det også til.
Jeg fik et par ekstra kugler med fra Miniseum, som en lille gave. Da jeg så dem, tænkte jeg, at jeg måtte da kunne lave nogle selv. Jeg fandt æsken med perler frem og der var disse, som passede i størrelse. Så med hjælp fra en pincet, lim og lupbriller, lykkedes det mig, at få lavet nogle.
Julestrømpen broderede jeg for et par år siden.
De søde engle har jeg lavet i papir, fra en gammel salmebog og de bitte små glansbilleder, passede så fint.
Krybben i valnøddeskallen, købte en af mine sønner, i 1988 på julemarkedet i Goslar. Jeg har fået den forærende efterfølgende. De produceres stadigvæk.
Billedet er fundet på Pinterest.
Selvfølgelig skulle juleboden sælge Glühwein, i disse tider, må pengene jo tjenes hvor de kan, så ejeren af boden, har en enkelt gryde stående, blandt sine varer. En legeveninde, kom med ideen. Det skulle vise sig, at være svært at finde nogen, der ville sende til Danmark (jeg kunne ikke finde den, her i Danmark). Jeg bestilte i dukkehusbutikker og på Ebay.de, men ingen ville sende til Danmark. Til sidst kontaktede jeg firmaet Reutter direkte og så lykkedes det endelig, at få en sendt til Danmark.
Den lille julekrybbe ovenpå juleboden, købte jeg på julemarkedet i Lubeck i 2019. Og de 2 rensdy,r er fra Søstrene Grene. De søde honningkager med glansbilleder, husker jeg ikke hvor jeg købte, men det er også mange år siden. Ellers er det ting, fra gemmerne.
Fra højre side. Her står også Nøddeknækkeren fra vores barnebarns julekalender. Men det er en anden historie, som I måske får en anden gang.
Og fra venstre side.
Den er ekstra hyggeligt, når det er mørkt. En lille batteri lyskæde, ligger på gulvet.
De to dukker, der ikke blev brugt, lavede jeg til et lille diorama i en glasmontre. De fine sølvkugler, fra den oprindelige bod, er brugt her sammen med den smukke klokke. Men den ser man kun, når glasmontren er på.
Også i montren er der lagt en lille batteri lyskæde. Den er faktisk rigtig hyggelig om aftenen.
Så alle dukker er glade, på deres nye pladser og jeg har haft nogle hyggelige timer.
Som samler er jeg ikke meget for plastik, men jeg holder meget af disse plastik engle, der er lavet i Nurnberg mellem ca 1956 og 1964. De er bare så super fine og søde. De første jeg købte og så, var på et stort loppemarked i Hamborg for mange år siden.
De første engle jeg købte.
De findes i et utal af variationer. Som enkelte der hænger, på fod, på spyd, som lysestager. De fineste har vinger af glastråde og fehårsskyer. De er eksporteret til Europa og USA i store mængder. Jeg har set mange forskellige og nedenunder ses min samling af de tredimensionelle.
Englene er mellem 4 1/2 og 6 cm høje.
Denne engel på spyd, pynter tit på en kage i december.
De todimensionelle, er nok dem jeg holder mest af.
Tror jeg har hele orkestret, men sikker er jeg ikke.Disse er pakket ned med julepynten. Juletræet hører ikke til. Holder så meget af min lille adventskrans, den bliver pyntet og brugt hvert år. Dubletterne bliver brugt i julekrybben.
Der findes så mange forskellige serier og slags, men jeg holder mig til ovenstående fremover.
Lidt andre har jeg købt gennem tiden og jeg tænker de bliver brugt i det dukkehus, hvor jeg påtænker at lave en englebutik og en engleskole. Se nedenstående billeder
I flere måneder har jeg døjet med en dårlig skulder og næsten ikke strikket noget. Nu er den god igen og jeg er godt i gang med ynglingshobbyen. .
Metalouse sjalet af Stephen West. Det er 3. gang jeg strikker det og det er lige hyggeligt hver gang. Jeg var lidt nervøs for farvevalget, men er blevet glædelig overrasket.
Det er strikket i cottonwool og 100% uld.
Love Note sweater fra Tin Can Knit, blev det næste projekt. Den er jeg super glad for. Et nemt og hyggeligt projekt. Den sidder perfekt.
Den er strikket i cottonwool og silk kid mohair. Så let, blød og lækker. Den næste, i en lidt længere udgave er allerede på pindene.
Når den er færdig, tør jeg endelig igen kaste mig ud i babystrik. Vores søn og svigerdatter venter baby til februar og alt ser fint ud, så vi håber det lykkedes denne gang 🍀🍀🍀
Det er nogle år siden vi har besøgt museet på Sejerø, men i går havde vi gæster og de ville gerne se den gamle købmandshandel og de gamle fine stuer.
Det lignede selvfølgelig sig selv, men nogle nyanskaffelser fandt jeg da. Den fineste antikke Milliniere dukke stod i en montre på første sal, sammen med alle de andre ting og sager fra Sejerøs historie.
Jeg fik taget nogle billeder af hende i montren, men i dag kørte vi ned på museet igen og fik lov til at få hende ud, så vi fik nogle bedre billeder.
Er hun ikke fin? Mærket af tidens tand, men alligevel flot bevaret når man tænker på, at hun er omkring 180 år gammel.
Dukken er tysk, med ben og arme af træ, hoved af papmache og hvis hun er, som de dukker af samme slags jeg har set billede af, har hun skindkrop. Tøjet er det originale. Hun er ca 25 cm høj.
Jeg ved ikke ret meget om denne slags dukker, så dejligt med hjælp fra eksperten Birgit Muusmann
Det eneste man ved om dukken er, at den blev givet til en lille pige på Sejerbygård på Sejerø i 1850 .
Dukkens frisure fortæller om dens alder og den dygtige og erfarne dukkeekspert Birgit Muusmann fra Antique Toys And Dolls i København , fortæller at denne er fra omkring 1840,erne og det passer jo fint med, at den blev givet væk i 1850. Frisuren er lige som dem på de tidlige KPM chinadukker, fortæller Birgit.Her ses de smukke slanke træarme.Og her kan man se lidt af træfødderne.Jeg tænker at tøjer er originalt, dog har en lille pige nok på et eller andet tidspunkt, lavet den lille halskæde og givet dukken den.
Kunne dukken tale, ville vi vide meget mere om den, men vi må nøjes med at nyde den.
Udover dukken var der også et sæt dukkemøbler, jeg ikke havde set før. Et fint sæt fængselslegetøj. Dejligt at se et helt sæt samlet.
Fængselslegetøj. En fin udstilling af gamle reklameskilte og Richs Samlealbummer.
Det er efterhånden et par år siden, jeg købte dette dukkehus på den tyske ebay. Det har bare stået og jeg har ikke haft tid og den rigtige store lyst til, at få det færdigt. Men nu er det endelig færdigt…
Jeg startede med at skure gulvene i sæbespåner og det hjalp gevaldigt.. Så fik det lister diverse steder og en tapetbort i stuen. Sikken en forvandling.
Huset som det så ud, da jeg modtog det. Huset rengjort med lister og tapetbort.Det færdige resultat.
Det er altid hyggeligt at købe og lave ting til husene og at møblere, er jo det hyggeligste. I dette hus bor en familie med far, mor og to børn. En lidt stor pige og en lille dreng.
I køkkenet tager mor en velfortjent pause, mens den store pige leger med sit dukkehus og lillebror ser ud til gerne, at ville deltage. I stuen tager far et smugkik på mors tarotkort. Det søde lille gamle Erzegebirge dukkehus, har jeg lige købt via det tyske ebay. Jeg er ret vild med det.Far smugkigger på mors tarotkort. Puden er Thorvaldsens “Nattens Engel”, som jeg har kopieret og printet ud på tekstilpapir.Dette tæppe broderede jeg for mange år siden og det ligger nu i stuen. En kedelig brun reol blevet malet med kalkmaling og knopperne fik engang servietdecoupage.
Dejligt det er færdigt, men mon ikke der sker lidt ændringer undervejs. Det plejer der at gøre.
Tror jeg må finde nogle smukke udsigter og printe ud på min lille fotoprinter, til at sætte bag vinduerne. Det ser lidt kedeligt ud nu.
Nu går jeg i gang med en lidt fri fortolkning af en Fanøstue. Det glæder jeg mig til.
Nu med udsigt fra vinduerne.De er heldige at bo på landet, med en dejlig udsigt.Man kan sikkert lige se udsigten her også.
I april fejrede vi vores 40 års bryllupsdag og i den anledning fik vi et gavekort af vores sønner og svigerdatter, til et besøg på vingården Nordlund i Avedøre. Med i gaven var transport, så Torben også kunne smage på vinen.
I dag blev vi så hentet af Michael og kørt til Avedøre. Vejret var skønt, lige til en vinvandring.
Vi blev bestemt ikke skuffede, allerede da vi trådte ud af bilen, mødte vi vinbonden Miriam, en meget sød og charmerende ung kvinde og hendes hund, der bød os velkommen og viste os ind i det imponerende store drivhus, hvor forskellige sorter vindruer, hang dekorativt ned fra vinstokkene.
Måske lidt svært at se, men det var imponerende at se klaserne af blå vindruer.Vue ned gennem drivhuset. Det var altså imponerende, her røde druer.
Da alle var ankommet, blev vi budt velkommen af Miriam, der skænkede et glas hvidvin til os. Den var opkaldt efter hendes afdøde mor, der hed Helle. En meget lækker og anderledes hvidvin. Der blev serveret diverse salte snacks og frugt til, der fik alle smagsnuancerne frem.
Derefter gik turen ud i vinmarkerne, det var spændene at høre om hendes arbejde med druerne. Miriam har kun en deltidshjælper, ellers klarer hun alt arbejdet selv. Imponerende! Men sjældent har jeg set så megen energi, entusiasme og glæde, som hos hende. På vej ud i vinmarkerne, fik vi skænket et glas lækker rose vin,
Som det ses, var vejret smukt og vinmarkerne stod så flotte. Miriam er en spændende fortæller.
Det var en smukke tur gennem vinmarkerne.
Efter vi havde beset vinmarkerne og hørt om de forskellige druer og forskellige arbejdsmetoder, gik vi tilbage og kiggede på produktionslokalerne og endte i den spændende vinkælder, hvor vi fik et glas super lækker rødvin. Også her fortalte Miriam levende om hendes store passion og der blev stillet spørgsmål.
Glimt fra vinkælderen.
Miriam fortæller.
Tilsidst var der åbent for at købe vin og selvfølgelig, skulle vi have nogle flasker med hjem.
Det var en rigtig dejlig gave.
Sammen med vores gode vinvennner Anne-Lise og Manfred, som vi mødte på en vinrejse i Tyskland, for 27 år siden, har vi det, at vi spiser dejlige middage sammen og de vine der bliver serveret til, får skjult deres etiket og andre kendetegn, og så skal vi gætte land, druer, årgang m.m. En tradition vi stadig glæder os over og det animerer til, at købe vine som er svære at gætte. Så nu glæder vi os til, at servere en hvidvin og en rødvin fra Danmark for dem.
Et besøg på Nordlund, kan absolut anbefales.
Jeg hedder Lene Byfoged, er født i 1950 og har i år været gift i 40 år med Torben. Har 2 skønne sønner og en dejlig svigerdatter. Jeg vil her fortælle om de ting der betyder noget for mig og giver mig glæde i livet.
