Langs Eventyrruten

Det er mange år siden vi har været ved Rhinen og da kataloget fra Vitus Rejser kom i slutningen af december, blev vi enige om at det kunne være hyggeligt, at gense området. Valget faldt på en 5 dages bustur langs eventyrruten.

Vi følger på turen bl.  a. floden Weser, hvor Brdr. Grimm vandrede og og lyttede til alle de sagn og historier folk i området fortalte  dem og det er disse fortællinger, de skrev deres berømte eventyr over.

Turen til Alsfeld var lang, først kl. 20 ankom vi til hotellet. Vejarbejder og en ulykke havde forsinket os ca 2 timer. Undervejs spiste vi frokost på en hyggelig restaurant på Luneburger Heide.

I alsfeld boede vi på et dejligt mellemklasses hotel, Schwalbennest. Værelserne var små, men hyggelige og rene. Vi havde booket med balkon, hvilket vi nød meget. Morgenmaden var super og aftensmaden, nå ja det kunne da spises, men en gastronomisk oplevelse var det ikke.

Næste formiddag gik vi med guiden ned til den smukke gamle by og fik lidt af dens historie.

Stolpersteine, et initiativ af kunstneren Gunther Demnitz, er lavet for at menneskeliggøre de  mennesker, nazisterne depoterede eller dræbte under 2. Verdenskrig. Der bliver stadigvæk sat nye sten, når nye ofre bliver registreret. Der er stadigvæk mange savnede personer fra krigen. Alene i den lille by Alsfeld er der sat 60 sten. I Berlin ca. 1200 sten. Det var meget bevægende at se og høre historien om disse sten.

Snublesten, som mindestenene hedder på dansk.

Rådhuset er Tysklands mest fotograferede hus, hvilket jeg godt kan forstå, det er så charmerende.

Rådhuset i Allsfeldt.

Alsfeld bliver kaldt Rødhættes by og på byens torv, er der en statue af hende. Det siges, det er på grund af byens egnsdragt med den røde hue, Brdr. Grimms har skrevet eventyret om Rødhætte.

Statuen af Rødhætte.

I byen er også Marchenmuseet, et museum der viser og fortæller om Brdr. Grimms mange dejlige eventyr. Desværre er det kun åbent i weekenderne, så jeg fik ikke besøgt det.

Det smukke Marchenmuseum, fint pyntet med nogle af figurerne fra Brdr. Grimms eventyr.

Efter turen i Alsfeld kørte vi til Bad Berleburg, hvor vi skulle besøge Prinsesse Benedikte hjem slottet Berleburg.

Slottet Berleburg.

Vi startede besøget med at spise frokost i slotscafeen, en enkel og dejlig frokost.

Efter frokosten fik vi en guidet rundgang på slottet med den sødeste guide, der på forståeligt tysk, fortalte om slottets og familiens historie, krydret med små anekdoter. Virkelig en dejlig oplevelse. Desværre måtte vi ikke tage billeder inde fra slottet og sætte dem på internettet, så dem kan jeg ikke bringe.

På trediedagen skulle vi tidligt op, kl. otte kørte bussen mod Rhinen, en lang køretur med smuk natur undervejs.

Vi kørte afsted i det dejligste vejr og nåede Rhinen ved middagstid. Det var et dejligt gensyn med de smukke vinmarker, borgene og skibene på floden.

Efter en rigtig dejlig frokost på restaurant “Unter den Linden” i Assmanshausen, gik vi ned til et af de store passagerskibe og sejlede til Rüdesheim. Endnu et dejligt gensyn.

Udsigten fra restauranter, så smuk.
Sejltur på Rhinen med de skønne mennesker, vi hyggede med på hele rejsen.
Udsigten fra skibet, kan ikke beskrives, skal opleves.
Der sejler rigtigt mange skibe på Rhinen.

Efter en rigtig dejlig sejltur, blev vi sat af ved Drosselgasse og havde her et par timer på egen hånd. Glade blev vi, da vi opdagede en vinbutik fra vinhuset Allendorf. Et vinhus vi har besøgt mange gange,   da vi for år tilbage var på vinture i de tyske vindistrikter.  Der måtte vi selvfølgelig ned. Den gamle vinbonde Fritz Allendorf var desværre død, men hans søn har heldigvis overtaget vingården. En lækker riesling Hasensprung  auslese blev købt og den glæder vi os til at servere for gode vinvenner.

En glad Torben efter indkøbet i vinbutikken.

Det var en lang, men dejlig dag og efter middagen på hotellet, hyggede vi med søde og hyggelige medpassagerer.

Den sidste dag inden turen gik hjem til Danmark, kørte vi til universitetsbyen Fulda, en smuk gammel by med bl a. en imponerende flot Domkirke. Også her havde vi et par timer på egen hånd og det er jo altid godt. Jeg havde på forhånd fundet et legetøjsmuseum, jeg gerne ville besøge, men også her var jeg uheldig. Det åbnede kl. 14.00 og vi forlod byen kl. 14.00.

Vi fik set lidt på byen og især den smukke domkirke. Det havde taget 8 år at bygge den, hvilket må siges at være kort tid, sammenlignet med mange andre bygningsværker af samme størrelse.

Det er næsten helt grotesk med al den rigdom i kirken, når man tænker på hvor fattige de fleste var. Der var mange altre og skriftestole, hvilket jeg aldrig har set før. Undervejs dertil i bussen fik vi de uhyrlige historier om kirken og dens magt på folk, hvordan de stakkels mennesker blev misbrugt, på både den ene og den anden måde. Bl.a. er der under renovationsarbejde, fundet nyfødte babylig i væggene på klostret lige ved siden af kirken. Skrækkeligt så dobbeltmoralske mange af kirkens folk (som man jo stolede på), har været.

Domkirken med det tilhørende kloster. Billederne nedenunder, er blot glimt fra den smukke domkirke.

Efter besøget spiste vi lækker frokost på et charmerende gammelt bryggeri.

Resten af dagen brugte vi på egen hånd i Alsfeld. At sidde på det hyggelige torv med en god cappucino og se på folk, det var en lise efter de sidste dages ret pressede program.

I hotellets restaurant blev den sidste middag sammen spist i løftet stemning, men det blev ikke sent før alle gik til deres værelser, vi skulle allerede køre næste morgen kl. 7.30.

Turen hjem gik fint, dog også denne gang med forsinkelser på grund af vejarbejde. Men alt i alt en dejlig tur og især mødet med et sødt og meget underholdende ægtepar, som vi spiste alle vores måltider med, gjorde det til en rigtig dejlig oplevelse.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.