Godt Nytår

På vej ud af et år, der desværre har været præget af sygdom, håber jeg det nye år bliver bedre. Det trænger vi til her i familien.  Min mand har det heldigvis godt efter sin blodprop i hjernen, vores søn Michael er på rette vej efter hans angst og depressioner og jeg er næsten kommet mig efter mit slemme fald i sensommeren.

Der er jo heldigvis masser af ting at være taknemmelig for, vores dejlige søn Thomas og vores lige så dejlige svigerdatter Renata, har det rigtigt godt og arbejder målrettet mod deres drømme, Michael som er en meget opmærksom og skøn søn, en god familie og dejlige venner, små rejser og hele familiens elskede sommerhus på Sejerø. Nej, vi har ikke noget at klage over!

Nytårsfortsæt bruger jeg ikke, men vil alligevel prøve at få plads til noget tid til mig selv og dyrke noget mere af det jeg holder af.

En verden der i den grad er præget af uroligheder og krig, har også brug for et bedre år og jeg håber verdens ledere vil indse, at krige ikke fører noget godt med sig. Det er et for optimistisk ønske, men man vel lov at håbe.

Et dejligt og lykkebringende Nytår ønsker jeg  til alle.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.