Juleaften

En aften fuld af minder, gode og mindre gode som i alle familier. En aften der er fyldt med kærlighed og traditioner.

Jeg har desværre ingen billeder fra min barndoms jul, men her er et billede af min søster og bror. Det er sikkert taget i forbindelse med julen. Det er mig til højre.

Mine juleaftner som barn, var også fyldt med traditioner. Min far elskede julen og han gjorde meget ud af, at vi skulle have en god juleaften. Der blev bagt, stegt og braset. Sild blev købt i små tønder og han marinerede dem selv, lavede rullepølse, leverpostej og hvad der ellers hørte sig til.

Hvor meget min mor holdt af julen ved jeg ikke, har aldrig opfattet hende som den, der skabte hyggen.

Juleaften startede altid med Disneys juleshow, herefter læste min far en julehistorie for os børn og så kom julemiddagen, som jo næsten ingen ende ville tage. Mens min mor vaskede op efter middagen, tændte min far de levende lys på træet, mens vi stod uden i entreen og spændt ventede på at komme ind og se det . Åh hvilken fryd, at se det smukke træ. En spand vand stod altid i stuen, men husker ikke der blev brug for den.

Hvor er det synd at juletræet i dag står pyntet det meste af julemåneden, magien forsvinder.

Store og mange gaver fik vi ikke, men sådan var det jo dengang

En jul var pengene små, min var var syg og mine forældre havde søgt julehjælp og som storesøster, var det selvfølgelig mig, der skulle med min mor og hente den. Sikken en ydmygelse! Jeg husker det som en meget dårlig oplevelse, men fik jo også at vide, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen.

Vores jul er fyldt med traditioner og selvom vores sønner er voksne, så stakkels mig, hvis f.eks. Søren Banjomus ikke sidder hvor han plejer, eller nissen i juletræet ikke sidder og kigger på os, når vi danser rundt om juletræet. En tradition, der opstod en jul, hvor vi mente vi havde købt det perfekte juletræ, men da vi fik det ind, var en gren knækker og gode råd var dyre. Jeg havde lige lavet en sød porcelænsnisse og han kom ind og sidde og har gjort det siden.

Thomas og Michael er klædt på til juleaften og forventningens glæde ses tydeligt. Julen 1991.

Julemiddagen er traditionel med and, flæskesteg og risalamande med alt hvad der hører sig til. Der er bagt småkager m.m. og havregrynskuglerne (hvor opskriften er fra min mormor) er trillet, alt i mens der bliver fløjtet.

Julenissen får selvfølgelig sin grød, ham vil vi ikke være uvenner med.

Topnissen sættes på under fuld koncentration.

Juletræet er pyntet med ting vi har købt gennem næsten 40 år og det er en stor glæde hvert år, at finde det frem. Topnissen er fra vores første jul sammen, så i år er den 39 år gammel, hvilket også kan ses på den. Og selvfølgelig skal vi sammen med traditionelle julesange og salmer også synge   “Se den lille kattekilling” Et ønske fra en to årig Thomas, der i dag er 37 år. Også en dejlig tradition. Træet  bliver altid pyntet lillejuleaften af Torben og Michael og nogen gange kommer Thomas og Renata også, hvis de har tid. Og heldige er vi, at vores svigerdatter er lige så tosset med julen, som vi er. At se hende vimse rundt og nynne, alt i mens hun laver lidt spillopper, er bare så dejligt.

Vi var så heldige, at julemanden kom og inspicerede juletræet.

Om eftermiddagen spiller vi under stor leben billedlotteri, hvor vi på forhånd har aftalt, hvem vi hver især køber gaver til. På julebordet har hvert et tændt juletrælys ved sin plads og den, hvis lys brænder sidst ned har vundet. Der bliver virkeligt lagt kræfter i, at beholde flammen til det sidste og selvfølgelig, er der en gave til vinderen.

Vi holder altid jul med Torbens bror og hans familie og skiftes til at holde juleaften og anden juledag. Så når vi at være sammen, onkler, tanter, fætre og kusine osv. I år er det vores tur til at holde juleaften og i år bliver den ekstra hyggelig, da vi er så heldige, at vores søde svigerdatters søster, hendes mand og deres datter på 5 år, for første gang skal holde en dansk jul. Dejligt med et barn, så julemanden kan komme på besøg.

Glædelig Jul og et fredfyldt Nytår.

2 tanker om “Juleaften”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.