Kategoriarkiv: Diverse

Januar

Så fik januar endelig sin slutning. I min og mange andres verden, den længste og kedeligste måned i hele året.

En gåtur i Utterslev Mose i det dejligste solskinsvejr.
Fra en solskinsdag i Erimitagen. Altid en en oplevelse. Syntes skyen ligner en engel på vej op i himlen.

Fokus har mest været på at få gået de daglige ture, som lægen ordinerede. Jeg er godt på vej og er lidt stolt af mig selv, selvom det har været lidt surt i det kolde og grå vejr. Dog har der været enkelte dage med det smukkeste solskin og så var det straks en anden sag. Torben er solidarisk og går med når han ikke har andre aftaler. Fik den gode ide, at opgradere mit telefonabonnement med Bookmate, så på de dage jeg går alene, er det nu med en lydbog. Sikken en god opfindelse. Jeg hører i øjeblikket Hella Joofs skønne “Båven om Gud”, fortalt af hende selv. Det er humor….

Målet for februar er, at fortsætte gåturene og gerne komme lidt højere op i antallet af skridt, så blodtrykket kommer ned og jeg kan undgå at skulle tage medicin for det. Så jeg håber på flot og tørt vejr.

Et par stykker strik er røget af pindene. Et sjal Metalouse af Stephen West er blevet færdig sammen med en lille Dahlia romper fra bogen “Kærlighed på pinde” .

Metalouse, gave til en veninde der elsker farver. Strikket i strømpegarn fra Coop og cottonwool fra Garnudsalg.
Dahlia romper i størrelse 3 mdr. Strikket i cottonwool fra Garnudsalg. Der er brugt 60 gr.

Jeg er lidt vild med Stephen West og hans fantastiske sjaler og har købt hans bog “Sjaler “ på dansk. Hvor er der mange sjaler jeg er nødt til at strikke. Jeg er startet på the Doodler.

The Doodler.

På trods af det sure vejr, som det har været det meste af måneden og  mørket, der har domineret, har det alligevel været en god måned og det er tydeligt at foråret er undervejs. Så farvel januar og velkommen februar.

Forårsbebuderen Erantis er allevegne nu.

Velkommen 2018

Et dejligt år er gået, et år med skønne oplevelser, ferier og gode stunder med Torben.

Et år med lige så mange skønne og dejlige stunder med vores sønner og svigerdatter og hendes søde familie.

Et år hvor alle dem jeg elsker og holder af, heldigvis stadigvæk er her.

Et år med skønne veninder, der er gode at grine med, hygge med og vende de ting med, der ind imellem fylder.

Et år med vidunderlige ferier i vores lille sommerhus på Sejerø.

Et år fyldt med strik, dukker, dukkehuse m.m.

Et år hvor helbredet ikke har været optimalt, heldigvis ikke noget alvorligt, men der skal passes på det.

Og et år hvor jeg har indset, at man ikke kan være der for alle mennesker, at jeg har en grænse, hvis jeg skal passe på mig selv. At ikke kun jeg, skal yde i forhold til andre.

Så i 2018 vil jeg passe mere på mig selv. Bl.a. ved at gå ture hver dag, blive bedre til at sige fra overfor de mennesker, der dræner mig for energi, uden at give noget igen. Og så vil jeg fortsætte i det samme gode spor med de mennesker jeg elsker og holder af.

Tiden iler afsted

Det er længe siden jeg har haft tid til at skive på bloggen. Bloggene www.dukkedroemme.dk og www.snurretoppen.dk, tager en del af min tid og da jeg samtidig taget munden for fuld med hensyn til strikkede gaver og adventsgaver, har det været Abelones Verden, der er kommet i baggrunden.

Vores dejlige svigerdatter Renata er brasilianer og i slutningen af oktober kom hendes yngste søster Fernanda, på besøg og her tænkte jeg, at strømper, sjal, hue og pulsvarmere måtte være en dejlig gave til hende, her i vores kolde del af verden.

Hue og pulsvarmere til Fernanda.
Hue og pulsvarmere passer fint til Løvli sjalet, så det fik hun også. Strømperne blev taget af gavekassen.

Fernanda blev glad og tog det med hjem til Brasilien.

D. 2. december kom så Renata storesøster Valeria, Hendes mand Anderson og deres lilledatter Bia og de bliver julen over og selvfølgelig kan man ikke gøre forskel… Det var her det næsten gik galt, et sæt med sjal, pulsvarmere, hue og strømper til Valeria, Hue, vanter, halsedisse og strømper til Anderson, og hue, strømper, halsedisse og vanter til Bia.

Det tog sin tid og et meget ømt håndled, men færdig blev jeg.

Sættet til Bia, også her tog jeg strømperne fra gavekassen.
Andersons strikkede ting.
Desværre glemte jeg, at tage billeder af Valeria strik, men her er hun med huen på.

Heldigvis blev de alle meget glade for det, men jeg må en anden gang tænke mig lidt mere om og starte tidligere.

En julekjole til Bia måtte jeg strikke og den er gaven til hende 2. søndag i advent og jeg håber hun passer den. Det er svært at strikke til en man aldrig har mødt.

Et løvli sjal mere, er også blevet færdigt og et Metalouse af Stephen West er undervejs.

Løvli sjalet.

Det hele er jo heldigvis ikke gået op i strik, en dejlig juletur til Lübeck er det bl. a. blevet til.

Glimt fra Lübeck.

Julepyntet er her også blevet, rullepølsen er saltet og laves i morgen, småkagerne er på vej og alle adventsgaver, julegaver, spillegaver, bankogaver, mandelgaver og lysgave er købt og pakket ind, så jeg har bestemt ikke ligget på den lade side.

Vi skal holde juleaften her, det glæder vi os til. Det bliver hyggeligt at vise Renatas familie hvordan vi holder dansk jul.

Så nu skal der december hygges og forhåbentligt, bliver der igen tid til at dele lidt fra min verden.

Med stor glæde er adventsstagen igen fremme.

Så kom sneen

til Herlev.

Så smukt og uberørt!

Jeg elsker når sneen falder og alt bliver dækket af et højt lag sne og nyder i fulde drag, at kigge på haven i al dens skønhed. Men hurtigt kommer der spor fra fugle, katte osv og det er jo også sjovt, at se hvilke dyr der besøger haven.

Jeg kommer altid til at tænke på min far her, han elskede også at kigge ud på haven, når det sneede/havde sneet. Så meget, at vi børn aldrig måtte bygge snemænd eller lege der, fordi det ødelagde hans udsigt.

Vores drenge har altid måtte bygge snemænd i haven osv og får vi børnebørn, vil jeg nyde at se dem hygge sig derude.