Tag-arkiv: Fanø

Så lykkedes det endeligt…….

Copyright for tekst og billeder: Lene Byfoged

Det færdige resultat.

Som man kan læse i indlægget At stykke en dukke sammen, havde jeg et china hoved i overskud og jeg fik lyst til at lave en dukke i fanødragt. Den har været nogle år undervejs. Både fordi andre projekter kom i vejen, men også fordi, det har været lidt svært, at finde de rigtig ting til dragten.

Som det ses, ikke det perfekte hoved til en fanøpige, men sød er hun.

Jeg fik købt glaserede arme og ben, syet en krop og brugt det hoved, jeg havde købt i USA. Hovedet er fra det tyske firma Dressel, Kister & Co.

i dag kan man jo finde alt, hvad man skal bruge af oplysninger på nettet og hjemmesiden www.mitfanoe.dk, var til en stor hjælp. Her fandt jeg alle de oplysninger jeg havde brug for til, at komme i gang med dragten.

Et gammelt postkort fra Fanø.

Da jeg gerne ville have dragten så tæt på den oprindelige, som muligt, fik jeg en ravsliber i Nordjylland, til at lave 12 fine ravknapper på 0,5 cm i omkreds. De er simpelthen så smukke. Tørklæderne havde jeg problemer med, det var svært, at finde det rigtige stof. Men efter lang tids research, fandt jeg en pakke med tolv herrelommetørklæder i fire forskellige farvesammensætninger i en pakke via Ebay.de, hos en konfektionsfabrik i Skotland.

Det inderste skørt.
Det yderste skørt er grønt.

Det smukke bæltespænde, er to antikke sølvknapper, der er lavet til en broche. Den fandt jeg på Facebook. Strømperne er syet af et par sorte Sloggitrusser, stof og bånd er købt eller var noget, jeg havde liggende. Så nu mangler jeg blot at finde, et par træsko jeg kan male sorte og sætte et “sølvspænde” på.

Bæltespændet ses her.
De smukke ravknapper fra ravsliberen i Nordjylland.


Så jeg kom vidt omkring i mine søgninger, for at få dragten så original, som muligt. Men det er altid spændende at reaserche og man bliver altid lidt klogere.

Jeg er ikke tilfreds med tørklædet, men jeg var ikke opmærksom på, at det ikke var så smart, at vælge et hoved, med så fyldig en frisure. Jeg har heldigvis en anden antik chinadukke i fanødragt, med fyldig frisure og her sidder tørklædet heller ikke perfekt, så det trøster jeg mig med.

Den anden fanødukke med fyldigt hår.


Jeg håber I syntes min fanødukke trods alt, er blevet rimelig fin.

Lene

Efterårsferie i Sønderjylland

Hjelsminde gamle badehotel. Det er kun 50 m til vandet.

Efterårsferien gik til Jylland i år. For et par måneder siden bookede vi en dejlig tårnlejlighed i Hjelsminde gamle Badehotel. Det var et dejligt sted med en fin udsigt over vandet. Lejligheden havde hvad man skulle bruge, dog var den lidt nedslidt og kunne trænge til en kærlig hånd, men vi havde nogle dejlige dage der.

Udsigten.

På vejen over, var vi så heldige at det var søndag og der var legetøjsmesse i Ejby på Fyn, så den kørte vi forbi og kiggede ind. Det var en messe, hvor der var mest drengelegetøj, så jeg fik hurtigt gået den igennem, uden at købe noget. Til gengæld var jeg heldig at møde en gammel ven, som jeg fik en hyggelig snak med og fik hilst på to søde piger, jeg kun kendte via Facebook, det var også rigtigt hyggeligt.

Om mandagen kørte vi til Fanø, vi ville en tur over og opleve øen og jeg ville gerne på Dragtmuseet og få lidt oplysninger om Fanødukkernes historie.

Vi var heldige med vejret, så vi kunne være ude og nyde det. Vi spiste frokost i Nordby i Heksehaven.  Der serverede de pandekager af enhver slags.

Heksehaven.

Efter vi havde spist en dejlig frokost besøgte vi Fanø Skibsfart- & Dragtsamling. En meget fin oplevelse. Sikke en samling, både af skibe og de smukke dragter, både til mennesker og dukker. Desværre kunne de ikke hjælpe med de oplysninger om dukkerne, jeg ledte efter. Hvis du er interesseret i hvad jeg fandt ud af om Fanødukkerne, kan du læse det på bloggen www.dukkedroemme.dk, hvor jeg har skrevet om dem.

Et af de flotte sejlskibe.

En lille del af den flotte udstilling.

En brudedragt.

Den smukkeste englepude, Det så ud som om, det var perlebroderi. Den er også på Dragtmuseet.

En tur gennem Nordby er smukt, det ene gamle skønne hus efter det andet og selvfølgelig masser af butikker, både almindelig og turistbutikker. Christel Seyfarth har sin fantastisk inspirerende garnbutik her og den måtte jeg selvfølgelig besøge. Hold da op,  den ene fristelse efter den anden, men jeg nærede mig og købte intet, har så rigeligt med garn.

Lidt fra Christel Seyfarths vinduer.

Derefter gik turen til Sønderho, som er kåret til Danmarks smukkeste landsby og det er bestemt ingen overdrivelse. Vi faldt pladask for denne lille perle. I de fleste af de smukke gamle huses vinduer sidder de gamle Staffordshirehunde og enten kigger udad eller indad. I dag har de jo nok ikke den betydning, som de havde førhen, men charmerende er det at se.

Nogle af vinduerne med Staffordshirehunde i Sønderho.

Desværre var et par af de steder, vi ville have besøgt i Sønderho lukket, men vi fik da besøgt ravsmeden og her købte Torben en ravlygte og et par beskyttelsesbriller. Så nu ved jeg hvor jeg kan finde ham, når vi er på Sejerø. Inden vi forlod denne dejlige ø, skulle jeg på toilettet og det eneste vi kunne finde på vej til færgen, var i butikken “Håndarbejdes Fremme”. Det blev et dyrt toiletbesøg, for i mens Torben ventede på mig, faldt han over en sød lille trøje. Ja, og jeg er jo nem at overtale, så opskrift og garn blev købt. Den skal strikkes til vores svigerdatters niece, der snart kommer på besøg fra Brasilien. Hun bliver forhåbentlig glad for den.

” Blusen med Cirkeline til lille brasilianske Bia.

Det var en lang, men rigtig dejlig dag.

Tirsdag kørte vi til Haderslev, for at besøge Ehlers samlingen, primært for at se deres store samling af nipsenåle og vi blev bestemt ikke skuffede. Sikken en samling, museet har over 350 nipsenålepuder og de har ikke plads til dem alle, så mange ligger i magasinerne. Halvdukker, kagedåser og den enorme samling lertøj. Det er ikke til at forstå, at det kun er en mand, der har samlet alt dette.

Dette smukke skab er fyldt med de smukkeste nipsenålepuder.

Imponerende og det er kun en del af samlingen.

Lidt af den store samling halvdukker.

Nogle af kagedåserne.

Et skab med gamle dukker og gammelt legetøj.

Det var en dejlig oplevelse og derefter kiggede vi lidt på Haderslev og kørte en smuk omvej tilbage til lejligheden.

Onsdag kørte vi til Flensborg, hvor vi osede, shoppede og spiste frokost. Også her var vi heldige med vejret.

På vej hjem om torsdagen var vi inviteret til frokost hos en gammel ven, der er flyttet fra Sjælland til Jylland. Det var dejligt, at se hende og hendes kæreste og se, at hun trives i de nye omgivelser.

Det var en hyggelig og oplevelsesrig tur og vi skal helt sikkert tilbage til Fanø igen.