Tag-arkiv: kanalrundfart

Kanalrundfart

Det er nogle år siden vi var på kanalrundfart sidst, tror det var da Torben blev 60 år i 2009. Vi fejrede dagen på Trekronerfortet og sejlede derud og hjem igen med kanalrundfarten og på denne måde fik gæsterne og vi, en ekstra hyggelig oplevelse.

Hanne Fabricius er forfatter og arkæolog og har medvirket i bl.a. Historiequissen på DR1. Jeg syntes hun er et vidende og spændende menneske og da jeg så hun også laver historiske byvandringer og kanalrundfarter, måtte vi med på en tur og høre hende fortælle.

Hanne Fabricius.

Turen hed Det usynlige København – en anderledes kanalrundfart –  om middelalder – og renæssancehavnen.

Vi var heldige med vejret, så vi fik en rigtig dejlig tur rundt i kanalerne. Hanne Fabricius er en bramfri og underholdende fortæller og vi fik sjove anekdoter og spændende informationer om bl. a. nogle af de flotte bygninger og søværnets skibe. Vi var så heldige at både skoleskibet Georg Stage og skoleskibet Danmark lå til kaj. Begge er smukke og imponerende skibe.

For nogle år siden, var vores niece Simone med på et togt med Danmark og da de anløb Københavns havn, var det et imponerende skue at se det ankomme. Vi fik en rundvisning ombord, der er ikke megen plads til hver enkelt og intet privatliv overhovedet.

Skoleskibet Danmark.
Stævnen på skoleskibet Georg Stage.

Københavns kanaler er utrolig hyggelige og charmerende, men trist er det, at i nogle af de nybyggede (og i mine øjne ganske grimme) ejendomme, må der ikke tales når der sejles forbi. Så der er indført stille zoner.

Børsens Tårn forude.
Hyggelige Christianshavn.
Så smukt.

Som tidligere skrevet i et andet indlæg, er jeg datter af en minemekaniker i Søværnet og holder meget af Holmen, så det var hyggeligt at sejle i området. Det er dejligt at se, der kommer liv derude igen.

Mastekranen bygget i 1749. Arkitekten var Philip de Lange, som tegnede mange af flådens bygninger.
Også et smukt syn.

Et trist syn var dog, at se den bådlejr der uden tilladelse er opstået derude. Forhåbentligt findes der en løsning på problemet, da det i den grad skæmmer den smukke natur.

En del af den ulovlige bådlejr. Kønt er det ikke.

En dejlig aften, hvor vi fik hygget os og lærte lidt nyt.